Libussa, romantisk opera i tre Acter

sæ

N.
NH *
. <
8 8 2 *
1 r
a kan
NG + 1 >
mn . i
& 2
ien 7 7
. ** 1
2 2
de 1
He ge &
" ag 0 i
5 * * .
» 1 * 2 *
2 . —
. Na na 4
« — *** »
* rå * +
— » Sk
ern, -
.
at: | „n
S -= VÅR
e A. 5
* es
+ i i **
sal ér gg .
et te
* N
e 9 2
7 2 — Sr BSL ES
wd] * n 1
rr ALS N
5 D —
FA rs re 1 og
bx 37 .
2 1 Ås * 2
5 * *
5 2 <k 3 de hp
N i K "7 ME
" me *
sF : 4
et . ES
væ ”
* 2 É — 2
i -
sr
KN 8 … —
* be 1
, *
* *
*
*
1
* i
4 6

*

"SÅ

FOR. BB £$ 1 4

Romantiſk Opera i tre Acter
i i |

J. C. Bernar d.

Mu ſik
af

Conradin v. Kreutzer.

Overſat af C. N. Roſenkilde, Skueſpiller.

Kjøbenhavn, 1824.
Treykt og forlagt af Hart. Frid. Popp.

8.
W ee,

Perſonerne.

rr

Libusſa, Czechernes Fyrſtinde.
Dobra, en Jomfrue af hendes Folge.

Schima,

Ziak, |

Te Wladyker d. e. Adelsmænd.
Tursko,

Wladislaw,

Botak, å

Jomfruer og Riddere af Folget.

Riddere.

Folk.

Forſte At t.

Stor aaben Skovegn. J Baggrunden Skov og Field:
ſtrækning.

— —

Forſte Scene.
En Deel af Libusſas Jagtfolge trader ind.
C 0 or.

Med freidigt Mod, med mandigt Bryſt
Vi Jægere ſtreife omkring;
At ſpore Vildtet er vor Lyſt.
Ved Jagerſang,
Til Hornets Klang
Vi folge dets lyſtige Spring.

Vi unde os ei Hoiletid,
Men ud over Hoi over Dal
Vildtbyttet raſk Vi hente hid
Da toner Sang
Til Hornets Klang
Mod Skovens Lavhvælvede Hal.

6

Anden Scene.

Jomfruer, mellem dem Dobra, flere af Jagt—

følger. De Forrige.
Jomfruer.
Hvor ſkal Vi finde Troſt
O redſelſvangre Time!
Adſkilt fra os blandt disſe Klipper
Hun ei høre kan vor Roſt!
De Forrige.
Et Sorgens Bud J bringe!
Flux! den Elſkte ſoge Vi.
Jomfruer.
Saa iler forend Haabet glipper
Hele Choret.

Fort igjennem Krat og Stie! ö
(De ile ud).

Tredie Sen,
Wladislaw med Kogger og Bue.

Skjonne Toner i det Fjerne!
Jceger-Hornets muntre Klang!
O! jeg hører den faa gjerne
Lyde over Fjeld og Vang!
Freydigfrie Jægerliv!

J den klare Sommerhimmel,
Mellem Skovens Blomſtervrimmel,

*

Over Hoi og over Stie,
Efter Vildtet ſpeide Vi. —
Freydigfrie Jeægerliv!

Fjerde Scene.

Libus ſa kommer frem over Hoien, forfulgt af en Bjorn.
Hun kaſter Jagtſpydet mod Dyret, men feiler. Wla—
dislaw feer hende og iler til for at frelſe hende.
J det Libus ſa ſtyrter over Seenen, og, greben af
Skrakken, bliver ſtaagende i Forgrunden, ſees Dyret
i Baggrunden. Wladislaw trykker fin Pil af
imod det og felder det derpaa med fit Sverd.

Libusſa endnu forfulgt af Birnen paa Hseien.
Hjelper mig! — O! Vee mig Arme! —
Ingen Hjelper nærmer fig.
Wladislaw.

Ha J Guder! Jer forbarme!
Frelſens Kraft I ſtjenke mig!
(Efter at have fældet Biornen, vender fig mod Libus fa).
Hvilken Engel! — Hulde Skabning!
O! hvor ſkjon — O! Guders Lyſt!

Libusſa
(ligeledes vendende fg, treder ham et Skridt nærmere.
Hoilken Yugling!

Begge.

Ach hvor bæver
Sedt beklemt mit bange Bryſt!

Libusſa.
Maatte jeg ham evig ſee!
Wladis law.
Sende evig faa at ſkue! —
6 Begge.
Kjerlighedens rene Lue
Libusſa.
J hans Blik jeg flamme ſeer.
Wladislaw.
Flammer i det milde Blik.
Libus ſa.
Bange Foden vabler ved hvert Skridt.
Wladisla w.
Meer og meer hun mig ſortryller blidt!
Begge.
Glad og engſteligt mit Hjerte ſlaaer
Sødt dets bange Slag mig Lykke ſpaager.
Libusſa.
Hvorfor tøver jeg, at fee ham ner?
Wladis la w.
Ja! — jeg nermer mig min Himmel her.

Libusſa.
Jeg ſkylder Dig Tak for min Frelſe! — Du
lader til at undre Dig over at finde en Jomfrue her
alene paa Jagt i denne vilde Skov-Egn? — Jeg

kom bort fra Fyrſtinde Libusſas Folge, da det vilde
Dyr forfulgte mig, ſom Du hiſt feldede. Har Du
ſeet Fyrſtinden her i Egnen?

Wladis law.

Jeg har hort Jagthornet lyde til Jæger;
nes Sang, feer har jeg ingen. Ikke heller kjen⸗
der jeg Fyrſtinde Libusſa. Men ſnart haaber jeg at
fane hende at fee, jeg har juſt i Sinde nu at gage

til Wizehrad.
Libusſa (for fig).

Han fjender mig ikke! — (til ham). Hvad
bringer Dig til hende? Maaſfkee kan jeg være Dig
til Nytte, Libusſa kalder mig ſin Veninde.

Wladislaw.

Jeg tor fortroe mig til Dig! — Jeg er fra
Zdechow, mit Navn er Wladislaw, en Son af
Adelsmanden Botak, ſom den uretfærdige Horz af
Ziatecz efter. Hertugens Dod forjog, efterat have
jet anfaldet og plyndret den Vergelsſe.

Libus ſa.

Det var en uheldſvanger Tid, riig paa For—
brydelſer. — Lod Din Fader ham da forblive i ufor—
ſtyrret Beſiddelſe af ſin Eiendom?

| Wladislaw.

For foag til at indlade fig i Kamp med den
megtige Ransmand derom, drog han til Kaurzin,
hvor han tilkjobte fig et Stykke Land og byggede fig

10

et Huus nærved Skoven. Men han har aldrig fra;
fagt fig. fin Eiendom, ſom Domoslaw, Røperens
Son, nu er i Beſiddelſe af.

2 Libusfa (ſtudſer).
Hvorledes Domoslaw?
Wladiglamv.

Min gamle Fader fagde tit til mig: Lad vor
Fjende kun en Tidlang triumphere; naar Du en;
gang bliver myndig, faa gaaer Du til Hertugen og
beder om hans Beſkyttelſe. Men vor retfærdige
edle Beherſker døde imidlertid! Nu ſender min Fa:
der mig til hans Datter Libusſa.

Libusſa.
J en uſalig Time — frygter jeg for!
Wladislaw.

Hvad er der da foregaget her? J vor Eenſom⸗
hed hjemme erfare Vi førft ſeent, hvad der ſteer ved
Hoffet.

Libus ſa.

Gaa viid da! Den ſtolte Domoslaw beiler
ivrigt til Libusſas Haand tilligemed hans Fjende
Tursko; men med heftigere Attraae endnu efter Thro—
nen. Med Snildhed nytter han hver Leilighed, hvor
han kan gjøre Folket kied af en Qvindes Herſkab,
indtil det omſider fordrer en Beherfker.

4

IT

Wladislaw. .

Har da Libusſa ikke kunnet dæmpe disſe Uroe—
ligheder?

8 Libusſa.

Jo, men kun for Sieblikket. Folket indrømmer
hende Ret til efter frit Valg at dele Thronen med en
Gemal og har tilſtaaet hende tre Dages Friſt til at
betenke fig paa ſit Valg. Nu er denne Betenknings
Tid ſnart forbi, i Morgen ſtal Fyrſtinden beſtemme
fig. — Hvis nu Domoslaw bliver Din Hertug, hvor:
ledes vil Du da kunne redde Dine Beſiddelſer? —
Derfor vend tilbage til Din Fader og meld ham
hvad Du har erfaret.

Wladislaw (for fig).

Lad da hvad der er tabt — vere tabt! — jeg
kan glemme det! — Men — adſkilles fra hende —
aldrig ſee hende mere? — kan jeg ogſaa det? —
Nei er vil jeg vove alt! —

Libus ſa (afſides grundende).

Det guddommelige Pant paa mit Herredomme
— Rigsklenodiet — og med det min Valgfrihed —
har jeg ubetankſomt ſelv givet Tursko og Domoslaw
i Hende! — Hvad kan jeg gjøre? —

1

Libusſa.
Den hulde Lengſel aldrig ſtilles
Som kjelent ſukker efter Dig
Wladislaw.
Jeg hende fane — og ſkal nu ſkilles
Fra den, ſom gjor mig lykkelig!
Begge.
Ach! — Hvis jeg aldrig, aldrig meer
Den Elſkte Dyrebare feer! —
(Man hører Jegernes Horn).
Libusſa.
Et Jagthorn! — her! det falder mig!
Wladislaw.
Saa ſtkal jeg ey Fyrſtinden fee ? —
O und mig dog et Haabets Blik!
Libusſa (for fig).
Hvi tøver jeg endnu ? — velan!
(til ham).
Du kjender vel den Borg, Libin
Hvor vor Fyrſtinde drager hen,
Naar hun er træt af Jagtens Larm?
See, om Du der kan nage Dit Maal! —
Wladislaw.
O ſtjenne Haabets Himmelſoel!
Libus ſa.
Han fattet har mit Hjertes Ord!
Fornyet fryder Haabets Smiil.

13

Wladislaw.
En frydfuld Ahnelſe mig ſpaager
Min Lykkes hulde Maal jeg nager.
Begge.
Jeg føler det! o! ſnart, ja ſnart
Skal Gjenſyns Stjernen tindre klart.

(Libusſa gaaer. Wladislaw forfølger hende med
ſine Ojekaſt).

Femte Scene.

Domoslaw, Turs ko, med Folge; En Page
bærer det dem af Libusſa anbetroede Klenodie.
Wladislaw.

Domoslaw.
Skal jeg taale den Vanere,
At fraſige mig min Ret? —
Tursko.
En af os maae Tabet bære —
Domoslaw.
Ho af Begge det ſkal være —
Begge.
Vi ſtal om lidt erfare det! —
Wladis law.
Hvortil den Kamp? — Hvad vil her ſkee?
Folget.
Tor Vi paa Striden rolig ſee?

14

Tursko.

Aldrig vil jeg give efter!

J mit Mod er Kjcœmpekrafter.

Domoslaw.

Gaa trek! jeg Fjøle ſtal Dit Mod
Tursko.

Vel! jeg det kjsler i Dit Blod!
Begge

Den Kamp er ſnart tilendebragt

Og let er Seirens Palme vundet.

Domoslaw.
Ha! naar min Fjendes Blod er rundet
Da er min Thrones Grundſteen lagt.

Tursko.

Ha! naar min Fjendes Blod er rundet

Hvad hindrer da min Elſkovs Magt?
(De ſtride).
Chor.

Blodtorſt i Begges Hjerter brænder

O! turde Vi dog dæmpe den!

| Wladislaw.
Hvi raſe faa de Riddersmend?
Den Kamp ſig viſt i Blod vil ende,
Til Hvem end Seiren fig vil vende! —
Hvad volder ſlig Uenighed? —
Holder Fred!

15

Domoslaw og Tursko.
Ha Dumdriſtige! hvor tor
Du os Kampens Ret formene?
Wladisla w.
Selv en Riddersmand jeg bør
Prove paa Jer at forene.
Chor.
O ville J ham hore!
Domoslaw.
Og om Vi end horte Dig,
Du kan ei vor Strid bilægge,
Tursko.
Tillid ſynes han at vekke,
Roelig ffal han finde mig.
Chor.
Han er fredstilboielig!
Wladisla w.
Om J ogſaa ikke vinde,
Tabe kan J ei derved.
I jo kan paa nye begynde,
Hvis Jeg ikke mægler Fred.
Chor.
Kampen de paa nye begynde,
Hois der ikke megles Fred.
Dom. og Tursko.
Nu — ſaa lad ham fane at vide
Grunden til vor Vrede da! —

16

— Gjerne Vi med Tanker blide
Fredelige gaae herfra! —
Wladislaw.

Nu velan da! J begynde!

Hvis Jeg ſtifter Roe og Fred,

Vil jeg glad herfra mig ſkynde

Mod min Reiſes DOiemed.

Choret.
Naar J ville underrette

Ham om Grunden til jer Strid,

Gaae Vi, efter bilaget Trætte,

Gladere, end Vi kom hid.

Domos law.

Saa hør da! — J Kapſelen her er et oberor—
dentlig mærkværdigt Klenodie bevaret; — En Gave,
et Pant paa Libusſas Kjerlighed; hun har givet
denne Page det i Forvaring til en af os. — Den,
ſom kan tilegne ſig det, bliver i Morgen hendes Ge—
mal og Hertug.

Tursko (afbryder ham).

Dog — kun den, ſom veed at ſatte ſig i Be⸗
ſiddelſe deraf paa en fredelig Maade — det er Be—
tingelſen.

Wladislaw.

Og J ville ſlaaes om det? — Dog hvorledes?
J kalder det et Kjerlighedens Pant, jeg ſynes ſna—
rere, at det kan kaldes Tvedragtens.

17

Domos law (for fig).
Ha! — Det kunde vare Liſt! — Jeg ſatter
Soig mod Soig! (til Tursko). J Sandhed! en
ſaadan Betingelſe — kan den vare gjort i nogen
anden Mening?
Tursko.

Mig kommer det ſelv ſaaledes for! — Men

hvad er nu herved at gjøre?
Wladislaw.

J ere jo Begge værdige brave Riddersmend!
Hvortil behøves vel da dette Klenodie, ſom fætter
Splid imellem Jer? Lad Eders eget Værd være
Pantet, og Beiler, ſom det anſtager ædle Riddere
til Fyrſtindens Haand. En ſaadan Tenkemaade
vil vinde Eder hendes Pudeſt, og let er da Seiren
for Hver af Jer.

Tursko (for ſig).

Vel, ſaa er jeg vis paa min Sag.

Domosla w (for fig).

Det Raad følger jeg, mig ſkal Klenodiet til
høre!

Tursks (tilWladislam).

Dit Raad er godt, jeg bifalder Dig.

Domos law (til Wladis law).

Ja Du ſnilde Fremmede, Du har aabnet vor?
Hine! — (Til Tursko). Velan da! Tanker

B

18

Du ſom jeg, faa ville Vi bortfjerne denne forder—
velige Gave, og allene beviſe vor Ret til Fyrſtindens
Haand ved egne perſonlige Fortjeneſter.

Tursko.
gad det faa være! — Paa Ridder-Ord!

Domoslaw.
Jeg befværger det ſom Wladyk og Ridder.

Tursko.
Jeg ligeſaa. — Men — Hvem ſkal nu have
Klenodiet i Forvaring? — Det kan kun anbetroes i
ſikkre Hænder! —

Wladislaw (for ſig).
Hoem monne de Riddere være? — Hvad om
det var Domoslaw og Turſko? —

|

Domosla w
(forer Tursko afſides). |
Har Du Mistillid til ham? — See! — mig
tykkes det, at være en aaben ærlig Yngling — 59
hans Opholdsſtes er os jo Begge lige fremmed,

Tursko.
Ja! — Lad det gives ham i Forvaring!

Domosla w (for fig).
Jeg ſtal vide at ſinde det, naar det behoves!
— Nu ſtandſer intet meer min Plan.

19

Tursko
(overrekker Wladislaw Kapſelen).

Her ædle Fremmede! Du har bilagt vor for:
dervelige Tviſt, ſkil os ogſaa ved dens Anledning!
Bevar dette Klenodie omhyggelig, og lad det aldrig
komme ud af Dine Hender!

Domoslaw (med Betydning).

Indfind Dig efter Fyrſtevalget, og modtag
Din Belonning for Dit kloge Raad.

Tursko (ligeſaa).
Din Lon ſkal blive Din Klogſkab værdig.
Domosla w (afſtdes).

Og nu til Wizehrad — raſk Haand paa
Verket!

Wladisla w
(lægger Kapſelen ligegyldig i fit Kogger).
Mig Tak, Belonning lokker ei;
Jeg vandre vil mit Hjertes Vei.
Mig tryller ingen Thrones Pragt —
Hun herſter her med evig Magt.
Domoslaw.
Snart Valget afgjort være vil;
Det gjelder nu at være ſnild! —
Libusſas Haand mig lede ſkal
Som Herſker ind i Thronens Sal.
B 2

20

Tursko.
Snart Valget afgjort være vil;
Mig Kjerligheden ſmiler til! —
Din Throne ei fortryller mig,
Libusſa! thi jeg elſker Dig.
Chor.
Han jevnede den Trætte let! —
De gave ham Klenodiet,
Det høie Pant paa Kronens Ret! —
Kan man vel Klogſkab falde det?

Siette Scene.
Hertugeligt Gemak paa Lyſt⸗Slottet Libin).

Libus ſa. Dobra tilbagekommende fra Flug—
ten. Schima. Folge. Folk, dragende
ind under Choret.

Chor af Folket.

Fra det frydefulde Bryſt
Glædens høie Sange tone!
Held Dig! Du vor Lykkes Krone!
Held Libusſa! Folkets Lyſt!

Folget.
J den meorkevilde Skov
Hun omvankede alene;
At hun ei blev Dødens Rov
Guders Magt Vi ſkylde ene.

21

Almindeligt Chor.

Lovtakket være Guderne!
De værne om den Elffede,

Libusſa.
Trofaſte Venner! kjere!
Velkomne i min Hal!
Som J velkommen være ſkal
Enhver, ſom huld og troe vil være!

Choret (dragende ud).

Fra det frydopfyldte Bryſt
Glædens høie Sange tone!
Held Dig! Du vor Lykkes Krone!
Held Libusſa! Folkets Lyſt!

Sy bende Scene.
Libusſa. Dobra. Schima.

Schima.

Den vigtige Dag nærmer fig, Fyrſtinde! Mes
get er der, ſom vel maa betenkes og overveies ved
et Valg, der gjelder Dit Hjerte og Din Throne;
Tor jeg vide Din Beſlutning? —

Libus ſa.

O at jeg aldrig havde oplevet denne Dag! —

Valg? — Det ſtager ikke mere i min frie Villie.
Schima. |
Hvad har da kunnet berøve Dig Din Frihed?

22

Libusfa.

J fjende Domoslaw og Turſko: J vide, at
de Begge tragte efter at beſtige Thronen ved min
Haand, og at den ene derfor hader den anden. —

. Schima.

Havde Guderne bevaret mig min Son, Prze—
mislaw! — Han havde værer den Wre værd, at
beile til denne Haand.

Libusſa.

Begge føge at vinde Folket for deres Henſigt;
Domoslaw gjør mere end det, frygter jeg! — For
at deres Had ikke Fulde faae Tvedragts Sed blandt
Folket, og for at De maatte kunne enes ſelv derom,
overgav jeg Rigsklenodiet, hiint Guderpant paa
min Krones Beſiddelſe, i deres Hænder, med den
Betingelſe, ſom ene gjør Beſiddelſen gyldig: at den,
ſom veed at erbverve fig det paa fredelig Viis, ſkal
blive min Gemal og Hertug! —

Sch ima.

Du har da overgivet Din Skjebne til det blinde
Tilfælde! —

Dobra.

Vilde de mægtige Guder ſtyre den til det
Bedſte!

Libusſa (for ſig).

Ha, volder det Uenighed mellem dem, ſaa er
der endnu Frelſe at haabe! — Velan, jeg vil uds

23

føre mit Forſet! — Jeg vil prøve Yuglingen! —
Er han mig værdig, faa trodfer jeg alt! — (gir
Schima) Vi tage tilbage til Wizehrad endnu i Dag;
Sorg for at alting holdes i Beredſkab.

(Schima vil gage).

Endnu eet! — Om fort Tid vil en Yugling
indfinde ſig her paa Borgen; Han er ſendt fra hans
Fader, for at ſoge Hjelp mod Domoslaw. — Bring
ham da ufortovet herhid, men fig ham ikke, hvem
af os to, der er Hertuginden. —

Schima.

Det ſkal ſkee.

Libus ſa.
Du, Dobra! ſkal være Libusſa, naar Yuglingen
kommer; i dets Sted laaner Du mig faa Dit Navn!
— Jeg har min Grund for, at han ikke mage kjende

mig.

(gaaer).

Dobra.
Hvor kan jeg ſvare ham paa hans Andragende.
ſaaledes ſom det er Dig, min Fyrſtinde værdigt?
Libusſa.

Jeg vil ſiden ſige Dig alt.
(Dobra gaaer).

—

24

Libusſa.
Det er beſluttet: Jeg vil prøve ham: |
Hans Sjæl og Hjerte vil jeg kjende lære !
His Thronens Glands og Hertugindens Haand
Ham gjelder mere, end den Elſkede,
Da vaagner jeg af Kjerlighedens Drom!
Jeg kbeler Spiren til den i mit Bryſt,
Og fold og faſt jeg gaaer min Lod imede.

Bittre Smerte! tunge Skjebne!
Derſom Kronen blender ham. —
Dog — med Stolthed vil jeg væbne
Hjertet mod fin Spagheds Skam.
Ja — jeg vil ſtandhaftig være !
Prevelſen mig ſnart ſkal lere,
Om jeg værdig finder ham.
(gaaer).

Ottende Scene.
Schima. Wladis law.

Schima.
Jeg ſtrax vil gage og melde Dig!
Wladislaw.
Jeg Dig forpligtet føler mig.
Hvor banker Hjertet i mit Bryſt!
Den nærmer fig, den ſode 1
Gjenſynets hulde Himmeltroſt!

W

Schima.
En ung elfværdig Riddersmand!
Bed forſte Blik indtager han.
Hoem mon den Pngling være kan?
Vent her et Hieblik paa mig!
Snart er jeg her igjen hos Dig.
(gaaer).
Wladislaw.
ravnloſe Lyſt! hun er Dig nær!
Dit høie Onſkes Maal er her!
Jeg ſalig alt min Himmel ſeer.
| Schima.
Hun kommer. Jeg gaaer bort — Farvel!
Dit Huſte ſtjanke Himlen Held!
(gaaer).

Niende Scene.
Libusſa. Dobra. Wladislaw.

Dobra.
Er det den Yugling, Du talte til mig om?
Libusſa
(feer paa Wladis law).
Ja, min Fyrſtinde!
Wladislaw (fot fig).
Det er hende! — jeg feer hende igjen!

26

Dobra.

Jeg veed i hoilket Anliggende Din Fader har
ſendt Dig hid. Men jeg formager ikke at opfylde
Dit Onſtke nu, og maaſkee jeg aldrig bliver iſtand
dertil. Den Domoslaw, ſom har Dine Fadrene—
borge i Eie, han truer min egen Rolighed haardt,
ſom Du vel veed.

Wladislaw.

Kunde min Biſtand gavne Dig, min høie
Fyrſtinde! —

Dobra.

Mig baade ikke tomme Ord! — Domoslaw
bliver Hertug; er det maaſkee alt i Morgen! —
Hvad Ridderen ikke vil give Dig tilbage; det vil Du
ikke kunne aftvinge Hertugen.

Wladislaw.

Vel — faa fager jeg at opgive, hvad der ikke
ſtaaer til at redde,

Libusſa.

Din Arveret? — Det anſtager ingen Ridder,
ingen Mand!

Wladislaw.

Hvad fan jeg udrette?

Dobra. |
Hun kan ſige Dig det, hvis Du ikke veed det!

i

27

— —

Libusſa.

Du er en Son af Wladycken Botak, altſaa i
Fodſel liig Rigets fornemmeſte Mænd, Vil Du
beile med til Libusſas Haand, tilligemed Domoslaw
og Tursko, faa vælger hun Dig i Morgen i Folke—
for ſamlingen til Gemal og Hertug.

Wladislaw (ſtudſer).

Hvad? — Har jeg hørt ret?

Dobra.

Beſtem Dig!

Wladislaw (for fig).

Umuligt!

Libus ſa.

Du tover?

Wladis law (for fig).

Hun raader mig ſelvb —

Libusſa.

Enhver anden vilde ikke længe være tvivl;

ſom her.

Dobra.
Saa tal dog! —

Wladislaw (for fig).

Nei, aldrig! — (høit) Tilgiv mig, høre Fyr:
inde! Jeg føler mig for ringe til faa megen Høi:
hed! Naturen har nægtet mig de Egenſkaber, fom
Herſkeren paa Thronen trænger til. Velg Dig der;
for en BVærdigere, og lad mig blive, hvad jeg er,
min gamle Faders eneſte Varn og Traft !

28

Libusſa.

Du tor forſmaae Libusſas Haand?
Dobra.

Skielv for min Vrede! Forvovne!

Dobra.
Ha! Du ſkielve for min Vrede!
Hvis Du tor forſmaae min Haand.
Libus ſa.
Lad Fornuften Dig veilede,
Styre Din vildfarne Aand!
Wladislaw.
Hendes Vrede vil jeg bære! —
Jeg kan ſaare let undvære
Herſker:-Magt 90 Glands og Wre —
Hjertets Lykke ei!
Dobra.
Med ſig ſelb han taler nu. —
Hoilken Ild fig her antænder! —
Taabe! maaſkee ogſaa Du
Af den ſamme Lue brænder.
Libusſa.
Tvibolſom vafler han endnu! —
Kronen ſeirer, Hjertet bløder | —
Elſtovsblinde Taabe! Du,
Med Din Roe i Prøven bøder !

29

Wladisla w.
Hvor jeg kunde mig betenke! —
Og Du Elſkte hos mig flager!
Jeg ei Kjerlighedens Lenke,
Fengſlet af Din Skionhed, gaaer.
Dobra.
Hvad er Din Beſlutning blever ?
Wladis la w.
Min Fyrſtinde! vredes ei!
Hjertet har ſin egen Vei,
Det mit Svar har foreſkrevet.
Dobra.
Hvad! — en Krone Du forſmager!
Libusſa.
Du Dit Afſlag vil fortryde!
Wladislaw.
Herredom jeg ei attraaer.

Dobra.
Frakke! flye min Vredes Blikke,
Skal min Hævn ei knuſe Dig!
Hor min Varſel! nerm Dig ikke
Oftere til mig.
Neppe jeg formaager at dølge
Oprers Tumlen i min Sjel!
Lidenſkabens vilde Bølge

Stormer mod min Uſkylds Held!
(gaaer).

30

Libusſa.
Kan jeg holde mig tilbage
Fra at ſynke til hans Bryſt?

J hans Veemods Blik og Klage
Sjelen ſeer ſin rene Lyſt. 4
| Wladislaw.

Skal jeg aldrig mere ſkue
Himlen i Dit Engleſmiil?
Skal jeg fluffe denne Lue,
Huala tændte med fin Piil.
(gaaer med et veemodigt Blik paa Libusſa).

Libusſa.

Den ſkuffed' ei den himmelføde Lengſel,
Den leder mig ved Haabets Roſenbaand!
Hau elſker mig! — Den Kickkes Haand
Skal frie mig fra mit Forholds haarde Trengſel. —
Ach! men jeg fod Dig ſorgfuld gaae,
Med Mishaab i Dit edle Hjerte!
Snart ſkal Du Troeſkabs Lonnen faae:
Jeg veed en Lindring for Din Smerte!

(Der høres Larm af Kommende.)
Hvo nermer ſig ſaa driſtig hid?
Og rover mig min Gledes Hieblik? —

31

Tiende Scene.
Ziak. e Dobra. Folge. Libusſa.

Libusſa (til Ziak).
Du her? — Hoad bringer Dig fra Wizehrad?
Tal! — Lad mig høre!
Schima. Dobra. Chor.
O tal! hoad bringer Dig ü
Herhid ſaa haſtelig?
Ziak.
Forſtinde! — Jil afſted
Herfra, med ſnelle Fjed!
Libusſa. Schima. Dobra. Chor.
Fortæl! Vi ile ſlrax afſted!
Ziak.
En Oprors Ild vil bryde ud,
Den ulmer alt med uheldſvanger Velde.
Snart vil det blodig Udaad gjelde! —
Fred bringer kun Dit milde Bud! —

Chor.
Ha hoilket Budſkab!
Libusſa.
Hvad? — De Fraekke turde vove! —
Ziak.

Snart vil og Domoslaw ſig nerme;
Det Budſkab Oprers Luen tændte,
Hans Ravn udraaber Alles Munde.

32

Jeg lod, hvad Pligtens Stemme bod,
Og dette Bud Dig bragte.
Libusſa.
Den Frække! Jeg i Alt gjenkjender ham!
Schima. Dobra. Ziak. Chor.
Det vorde vil hans egen Skam!
Libus ſa.
Nu da! ſhnart ile vi afſted!
Chor.
Ja ſnart afſted med ſnelle Fjed!
| Libus ſa.
Jeg maae mit Folk for ham bevare!
J Guder! — ſtyrker J min Sjel!
Schima. Dobra. Ziak.
J Guder! ſtyrker hendes Sjel!
Chor.
J gyde Kraft i hendes Sjel!
Libus ſa.
Jer flyer jeg til i denne Fare.
Schima. Dobra. Ziak.
De høie Guder Dig bevare!
Chor.
J ſierne naadigt hver en Fare!
Libusſa.
Op Venner! nu! Nu raſk afſted. —
Chor.

eu raſk afſted med ſnelle Fied.
; (Alle gage).

REESE TEE ˙¹— — —˙ꝛi—

33

Anden Act.

8 CLandlig Egn. J Forgrunden Skov med den gamle Bo—
fars Boelig. J Baggrunden markbegrendſede ſkov⸗
bedakkede Høje. Dagbrakning).

Forſte Scene.
Wladislaw kommer fra Skoven.
Nu muntre Dyr! Jeg Roe jer ſtjenker:
Nu maae J tumle Jer i Fred.
J haablos Elſkovs haarde Lenker
Min vante Lyſt jeg kjedes ved.
Mig fryder ikke Sværd og Bue,

Ei Jagtens Færd. ei Vildtets Dod.
Sig alting taber i den Lue,
Hun i mit aabne Hjerte gjod.

(falder ben i Tanker).

Anden Scene.
Bot ak (med Wladislaws Kogger). Wladislaw.
Botak;
Endnu faa ſorgmodig? — Min elffede Fjære
Son! — Rid Dig los fra denne merke Grublen!
C

34

Wladis law.

Saa tidlig min Fader?

Botak. |

Du veed hvor vigtig denne Dag er! — Jeg
gaaer til Wizerhad til Fyrftevalget, Lad mig finde
Dig bedre ſtemt naar jeg kommer tilbage! — Hvi
ſkulde Vi gremme os? — Domoslaw vil ikke i ufor—
ſtyrret Sindsfred nyde fit Rov. — Har jeg ikke ogſaa |
nok for og begge? Huus, Mark og Skov? Lille er
vor Eiendom, men den Tid vil komme, min Son,
da Du vil være i Beſiddelſe af meget mere. —

Wladislaw (for fig).

Ach! hendes Beſiddelſe er mig mere end Riger
og Throner.

Botak.

Troe mig, der foreſtaaer Dig en overraſkende
ſtor Lytte. Mig have mange overordentlige Vars—
ler og Tegn forkyndt det. Jeg havde nyeligen en
Drøm, om Guld og Skatte, ſom alle tilhørte Dig.

J Nat jeg dromte — underlig!
Paa Herſterſedet faae jeg Dig,
Ifert en Fyrſtedragt.

Du Kronen paa dit Hoved bar,
Din Thrones Himmel tindred' klar
Af Aedelſtenes Pragt. |

35

Og ved din Gide ynderig,
En herlig Viv tilfmiilte Dig,
Saa huldrig og faa mild! —
Og mange ſtolte Riddere
Med Ydmyghed fig bøiede,
Og ſvoer' Dig Troeſkab til.

Og Skov og Mark og Fjeld og Dal
Sig ſlynged' om din Thrones Hal,
Og Borg og Stader med.

Og ud af alle Fjeldene
Guldaaren herligt glimrede,

J Glands og Herlighed.

Og ud af Thronen vældig ſteeg
En kraftig hei og herlig Eeg,
Den vidt udbredte fig! —

IJ Skyggen Folket jublede,
Og Frydeſange tonede! —
Hver Læbe ſigned Dig! —

Derfor — ver troſtig, min Son! — Men
Du har, feer jeg, i Dag ladet dit Kogger blive
hjemme. — Gjor ikke det tiere! det kunde maaſkee
engang gjøre Dig en ſaare vigtig Tjeneſte!
| C 2

i 36

Wladislaw.
Hvorledes det, min Fader? — ”
Botak.
Jeg tør ikke fortie Dig det længer: — viid
da, — Du er ikke min Son! —
Wladis law.
Hvorledes — Du er ikke min Fader!

Botak.

Nei! — Engang flygtede jeg, forfulgt af min
Fjende, den mægtige Horz af Ziatecz gjennem Sko—
ven ved Krokowetz. Med eet hørte jeg Jammerſkrig
og Raab om Hjelp. Jeg ſtyrtede hen til Stedet,
hvorfra Skriget kom, og fandt en Qvinde, ſom
med Fortvivlelſens Kraft vergede en lille Dreng
imod en raſende Ulv, Da hun faae mig komme
ſank hun afmegtig ned; min Piil foer i Roddyrets
Bringe, og nu ilede jeg den afmegtige Qvinde til
Hjelp. Hun var, ſom det lod, Drengens Oppas—
ſerinde. J fit Blod lage hun ſom død, med den
frelſte Dreng trykket tæt op til fit Bryſt. —

Wladislaw.
Lykkedes det Dig ogſaa at frelſe hende ?
Botak.
Min Hjelp var kommet for ſeent — Maallss
— ſukkende, pegede hun paa Drengen — og døde.
Jeg grov en Grav til hende med mit Sværd, tog

37

Barnet paa Armen og gik. Du var Drengen;
Jeg kaldte Dig Wladislaw. 5
Wladisla w.
Med Dit Liv frelſte Du mit! — heltemodige
Qvinde! —
Botak.
Jeg fandt et prægtigt Kogger liggende ved Sis
den af dig paa Jorden, det var det Eneſte, ſom i
mindſte Maade kunde tjene til min Veiledning, i
Henſeende til Din Fodſel. — Men al min Forſken
var omſonſt; og ſaa opdrog jeg Dig ſom min egen
Son, og beſtemte Dig til min Arving.
Wladis law.
O! min anden Fader!
Botak.

Du var mi altid en god en kierlig Sen! —
Det er dette Kogger, ſom mueligt engang kan lede
til Opdagelſe af Din Herkomſt! — Derfor lad det
aldrig komme fra Dig! (giver ham Koggeret). — Hvad
er dette? — Den fandt jeg deri? — Hvad giem—
mer denne Kapſel, jeg kan ikke aabne den.

Wladislaw (tager Kapſelen).
En Gave fra Hertuginde, Libusſa, et koſteligt
Klenodie er heri forvaret. Jeg kan neppe ſelv for;
klare mig, hvorledes Tilfældet, faa forunderlig
bragte mig det i Haende. Jeg fandt i Gaar to Rid:

38

dere Fjæmpende derom; Jeg bilagte deres Strid, og

erholdt det af dem i Forvaring indtil Fyrſtevalget
er forbi.

Tredie Scene.

Libusſa i Ridderdragt, i Baggrunden. Tvende

af hendes Terner, ligeledes i Ruſtning vente

ved Indgangen.

Botak.

Hvor ſelſomt! — Nu velan! faa vogt det vel! —
Hvo veed, maaaſfkee det bliver til Dit eget Held.
Jeg gaaer til Fyrſtevalget, Timen lyder.
Snart os en nye udkaaren Herſker byder.

(for fig).
Underting jeg ſeer paa Fremtids Banen;

Hoie Syner viiſte Drømmen mig. —

— Det er Hjertets tryllerige Ahnen

Om den Lykke, Son! — jeg onſker Dig! —
(gaaer),

Wladislaw.

Du, Reſt af mine Fedres bedre Dage —

— En Gave, ſom man ei ſkal fra mig tage! —

(hænger Koggeret om fig).

Det gaadefulde Pant paa Thronens Ret! —

Med Troefkab vil jeg vaerſomt gjemme det! —

(lagger Kapſelen i Koggeret).
Jeg det lægger i Libusſas Hænder;
Hende overgiver jeg det kun.

39

Hvis jeg hendes Brede faa afvender,
Og den Elſkte feer! — o Salighedens Stund!

| Libus ſa (overſkuer Egnen).
Hiin Slette, Huſet hiſt ved Lunden ner
Viſtnok den edle Yuglings Boelig er!
Den Gamle — Faderen? — Han ſelb o Glæde!
Mig blomſtrer nye min Lykkes Roſenkjede.

Lenger ſkal han ikke Sorgen bære,
Som et Blendverk har hans Hjerte bragt.
Thronen ſelv formager jeg at undvære, -
Lykkes ei den Plan, ſom jeg har lagt.
(træder ham imode).
Libusſa ſender mig til Dig
Med Haabets Bubdſkab fryderig.
Wladislaw (for ſig).
Hvis Bud fra hende bragtes mig,
Hoo froe jeg vilde hilſe Dig!
Libus ſa.
Din Brode hun tilgivet har.
Wladislaw.
Jeg bringe ſkal mit Takke - Svar.
Libusſa.
Du ſkal ei gaae fra dette Sted,
For hendes Stemme falder Dig.
J Dag ſkal trofaſt Kjerlighed
Dit Hjerte gjøre lykkelig.

40

Wladisla w.
Jeg venter glad paa dette Sted,
Hvor huldt mig ſmiler Kjerlighed.
Alt hvad hun byder, det ſkal ſkee!
Snart jeg den Elſtkede ſkal fee,
| (Begge gane).

Slerde Sene,
Domoslaw. Flere Riddere.

Forſte Ridder.

Som Du befalede har jeg raſk fulgt hende i
Sporer. Efter mit Skjonnende, mage hun have
taget herhid.

Domos la w.

Herhid? Hvad ffulde hun vel have her at

gjøre? — Hvis er den Skovohytte der?
Forſte Ridder.

Om jeg ikke feiler, ſaa boer her Botak, Din
Faders gamle Fjende.

Domoslaw. |

Her? — Nu — han er nu fattig og afmeg—
tig, han kan nu doe i Roe!

Anden og Tredie Ridder komme.
Anden Ridder.
Vi have gjennemſpeidet hele Omegnen her,
men ikke faaet Hie paa et eneſte Menneſte.

.
Tredie Ridder.

En ung Landmand fad hiſt paa den anden Side
af Skoven, tungſindig eller træt, paa fin Ploug.
Vi ſpurgte ham, om han ikke af en Hendelſe ſkulde
have feet Libusſa her i Dag? — Iſtedetfor at ſvare,
kaſtede han et morkt Blik paa os, tog Kogger og
Bue, fvang fig paa en af Heſtene, der grasſede i
8 floi afſted og fod os ſtaae.

Domoslaw.

Det er forgjaves! — Vi maae afſted til Wi⸗
zehrad! — Ha! at det ogſaa igaar ſkulde mislyk—
kes os faa ganſke! — Men hvem kunde troe, at
hun ſkulde have viiſt fig der faa ſnart? Jeg troede,
hun ſkulde i fin Angeſt og Uroelighed for Fremtiden
have blevet paa ſin Borg! — Og desuden, hvor
kunde jeg ahne, at hendes Rarverelſe ſkulde blever
mig farlig?

Forſte Ridder.

Folket var endnu ikke modent nok, til at kunne
modſtaae den ſnilde Qvindes født ſmigrende Tale.
Domoslaw.

Ru volder Tursko mig Uroelighed. Seer 5
at jeg nager mit Hiemeed, fan trader han ſikkert
over pan Hertugindens Partie; dog troſter det mig,
at han ikke har Klenodiet. Puglingen kom, ſom
han var kaldet, da vi juſt vare i Kamp med hinan—
den derom. J hans Hander er det ikke farligt for

42

mig, og idet verſte Tilfælde ſkal jeg nok finde ham.
Men lad og nøie overlægge Sagen! Skulde hun nn
vælge Tursko, ſaa maae alle de, ſom ere mig hen—
givne, fætte fig derimod; heit fordre mig valgt
til Hertug. For Sværdet falde da enhver, ſom er af
anden Mening. Jeg forlader mig aldeles paa jeres
Mod!
Anden Ridder.

Det kan Du med fuldfommen Tryghed. Det
er Tid, at vi omſider faae en Mand til vor Beher—
ſter, der kan tæmme Qvindernes Overmod; thi
ſaaleenge hun regjerer, troer ogſaa alle de Andre,
at de ere deres Mænds lovmasſige Beherſkerinder.

Tredie Ridder.

J Libecz dove Qvinder og unge Moer ſig i
Vaaben. Hvad ſkal der blive af, om det er
ſandt?

Forſte Ridder.

Ja det er fandt! Og hvad der (Fal blive af,
det er let at gjette; hun vil lege Amazoner Dron;
ning.

Domoslaw.

Beroliger Jer mine Venner! Naar J kun
troeligen ſtaae faſt ved vor engang tagne Beſlutning,
da kan det ikke ſlaae feil, ſnart vil Bladet vende fig.

Anden Ridder.
Stoel paa os! Som vi her tale, tenke vi alle.

43

Domoglaw.
Det ſkal ikke angre Jer!
Alle.
Du ſkal i Dag lere at Fjende Mænd i os.
Domos la w.

De Ord hører jeg gjerne! Velan da! Lad os
beſocerge vort Forbund! Her er mit Sværd! —
— Over Mand ſkal Mend regjere!

Alle (drage Sverbene).

Vi ſperge!

Chor.
Gaa lad os kickt vort Verk begynde!
Kun Mandens Kald er Herfter; Magt,
Lad Qvinden ſtille Sysler ynde,
Og tage Naal og Rok i Agt!
Ei Qvinden fodtes til at byde,
Hun taaler knap at være frie.
Vi Qvinde: Sceptret ei adlyde!
En Mand til Herſker kaare Vi.

(De gage).

Femte Scene.
(Borg⸗Sal paa Wizerhad).
Dobra.

Den Stund fig nermer,
Som Folket ſkal til Hertug; Valg forſamle.

44

Endnu er ei Fyrſtinden kommet hjem.

Hun drog herfra ved Morgnens forſte Grye,
Saa mægtig, af fit Hjerte,

Og af dets Lengsler drevet. —

For længe tøver hun!

Hun volder mig Uroe og Angeſt.

Jeg ahner, hvad der foreganer

J hendes Sjel.

Den ſamme Fslelſe alt herſter i mit Bryſt.
Den ſamme Ild? —

Hvad anden vel? —

Hvad fængfler mig til denne Yngling?
Vaagen, drømmende jeg feer kun ham.
Hans Billed ſpever ſtedſe for min Sjel.
Skal jeg ſee ham igjen? —

Faſt indſluttet i mit Hjerte
Maae jeg bære denne Smerte,
Nattens Slummer

Leger, lindrer ei min Kummer.

Skjsnne Stund! Da ham jeg ſtued,
Ham, for hvem mit Hjerte brænder] —
Stille rene Lengſler lued

Haab! Du Salighed mig ſender! —

45

Maatte jeg end engang møde

Ham, for hvem de Lengſler gløde! —
Elſkte Ven!

O kom igjen! —

Ore rene,
Tursko. Ziak. Schima. Dobra.
i Tursko.

Jeg har heiſt magtpaaliggende Ting at med;
dele Hertuginden. Jeg beder Dig derfor, ærværdige
Schima, lad hende vide, at jeg er her.

Schima.

Allerede tidlig i Morges forlod hun Borgen,
og drog langt ind i Landet! — Jeg venter fely med
Bekymring paa hendes Tilbagekomſt. Men ſtrax,
naar hun er vendt hjem, ſkal hun Slive underrettet om
Dit Onſke. Gaae min Datter! ſog at ſkaffe mig
Efterretning om —

Dobra.

Der kommer hun ſelv! —

Syvende Scene.
Libusſa, i preſteligt Smykke. Folge. De
Forrige.

Libusſa.

Gaae Ziak! Lad Offeret ſnart være i Bered—
ſkab, og meld mig, naar det er ſkeet! —
| (Ziak gader).

46

Dig, Tursko, feer jeg her? Hvad bringer
Dig herhid? —

Tursko.

Med Forbauſelſe har jeg bragt i Erfaring,
Hertuginde! hvorledes Domoslaw har formaſtet fig
til at egge Folket til Trods og Oprør. Jeg har
ſamlet en Skare troefaſte Mænd om mig, beredte,
ſom jeg, at tjene Dig med Liv og Blod! —

Libusſa.

Dit Wdelſind er en Fryd for mit Hjerte og
med Tak modtager jeg din Tjeneſte; — Dog haa—
ber jeg, i Dag ſkal ingen Hindring forſtyrre Fyr—
ſtevalget.

Schima.

Turskos Iver er vel din Roes og Tak verd.
Vel har din Klogſtab igaar ſtillet Folkegjaringen;
men Tvedragtens onde Aand er ikke bortmanet! —

Libusſa.

Hvad er dit Raad?

Schima.

At Domoslaw og Tursko tilſveerge Dig, at
underkaſte fig dit Valg uden Vold eller Imodſigelſe.
Tursko.

Det fværger jeg ubetinget — her ei Alles Ner—
verelſe: jeg er rede, til at kjempe med Enhver, der
fætter fig. imod dit Valg! —

47

Libusſa.

Velan! faa ſender jeg ogſaa til Domoslaw to
Riddere, ſom ſkulle i mit Ravn affordre ham ſamme
Ed. Beer Omſorg for, min troe Schima! at denne
min Billie klogeligen og i Haft bliver fuldbyrdet, —
Du bliver her, Tursko! — Jeg overgiver mig til
din Beſkyttelſe!

(Schima taler med to Riddere af Lolget).

Ottende Scene.

Ziak, ſtrax efter ham Domoslaw. De
Forrige.

Ziak.
Offeret er beredt, Folket venter med Lengſel
Dit Komme, min høie Fyrſtinde! —
Libusſa.
Saa lad os ikke tøve længer,
i Ziak.

Paa Veien hid ſaae jeg Domoslaw ile herhid
med ſtor Haft. Han nærmer fig din Borg, og
maae ſnart — Der er han alt! — |

Libusfa.

Ha! den Frakke fig formaſter

At forhaane mine Bud! —

Schimoa. Tursko. Ziak. Dobra.

Til ſin Undergang han haſter.

43
Choret.
Han undgaaer ei Hevnens Gud,
Domosla w.
Et Ord, Fyrſtinde! tilſtaae mig!
Libusſa.
Forreder! flye! Jeg byder Dig! —
Domoslaw.
Hvad? — Du vil mig ikke høre! —
Schima.
Lad ham Valget her beſverge!
Tursko. Ziak. Dobra.
Sendes Villie ſkal Du ere;
Det kan hun befale Dig.
Choret.
Forrader! flye, hun byder Dig.
Libusſa.
Jeg vil endnu ham naadig være,
Hvis han Valgets Fred vil ere.
Schima. Tursko. Ziak. Dobra. Folge.
Vil han denne Gunſt ei ere
Han Forbrydelſen tilſtaaer.
Domoslaw og hans Folge.
Kan der verre Skjendſel være
Ei et Ord til Svar jeg fager!
Schima.
See! — Hun vil tilgive Dig
Raar Du hende Eden ſoerger! —

49

Domosla w.
Lad mig forſt dens Indhold høre!
Schima.
Hendes Valg i Fred at ære,
Domoslaw.
Det beſverge? nei! —
Mage det ikke mig oprere? —
Forſt den Spot, mig ei at høre;
Derpaa mig bag Lyſet fore! —
Større Skiendſel er der ei! —
Libusſa. Schima. Tursko. Ziak.
Dobra.
Fræk han vægrer fig ved Eden?
Her fig røber Nedrigheden.
Nu er os hans Mening klar:

Udaad kun hans Henſigt var! —
(Alle gage undtagen Domos law),

Domosla w.
Ha! mig ei at høre?
Ei engang min Bon?
Ei et Ord jeg mane fremføre!
Hyoilken Haan!

Had og Raſerie min Sjel opflamme!
Snart min Hævn ſkal Eder Alle ramme!
i: D

50

Hun ſkal mig fin Throne vige,
Hævnet vil jeg den beſtige. a
Ned for mine Fødder

Jeg den Stolte noder,

Med fit Overmod!

Ingen Taareflod
Skal mig da forſone.
Denne Qvindeflok,
Disſe kaade Drenge!
Vil jeg haane

Eders Afmagts Raſen

Den ſkal qpege mig!

(iler afſted).

Niende Scene.

(Omegnen ved Moldau. J det Fierne Borgen Wizehrad

paa en Klippe, ſom Floden beſkyller. En Halveirkel
af Egetrœer omgiver en Offerſteen, hvorpaa Offerilden
brænder. Til hoire Hertug-Stolen. Ved den, Føls
get. Ligeoverſor, Folket. Ved Altaret to Oldinge,
ſom Praſter, der holde Offeret. Hoitidelig Muſik,
medens dibusſa nærmer fig Altaret. Paa begge
Gider Jomfruer).

Libusſa. Dobra. Schima. Tursko.

Ziak. Jomfruer. Rid dere. Folk.
Old inge ne.

J, ſom throne hsit i Skye!

J, hois Tordener vi flye!

51

Bange knele Stovets Sonner.
Guder! hører vore Bonner!
Lad vort Offer tæftes Jer!
nent
Bange knele Stovets Sonner:
Guder! hører vore Bonner!
Lad vort Offer tekkes Jer!
Oldingene.
J, ſom boe i Dalene!
J, ſom boe paa Klipperne!
Chor.
Bange knele Stevets Sonner
Guder! hører vore Bonner!
Lad vort Offer tækkes Jer!
Old ingene.
Lad vor Id ſom Flammen vere
Reen, og værdig Eders Wre!
Skuer naadige herned!
Helliges vort Hiemed!
E hor.
Skuer naadige herned!
Helliger vort HGiemed! |
En Olding.
Tier! tier! tier! i Andagt!
See! — Guderne nedfoæve !
Nu begynder Offringen.

52

Libusfa

(træder til Altaret).
Aabner mig, J Guder! Aandens Hie!
At jeg kan det Bedſte kjende nsie!
At jeg vælger mig en Herre,
Som mit Folk vil faderlig regjere.
Verner os mod blodig Tvedragts Jammer!
Frier es fra Krigens Flammer!

(Hun modtager erefrygtsfuld Offeret og lægger det i Blame
merne, ſom blusſe høit i Luften. Man hører Torde⸗
nen rnlle. Under Choret ſkuer hun opad med klart
alvorligt Blik, og begiver fig, henimod Enden af ſam—
me, igjen til det hertugelige Sede, hvor hun ſat⸗
ter ſig).

Forſte Halvor.
Held! Held! Held!
Tordnen ruller, Skyen viger,
Vi bonhortes, Flammen ſtiger.
Held! Held! Held!
Andet Halbpchor.
Vore Taarer Himlen rørte,

Vore Bonner Himlen hørte!
Held! Held! Held!

Hele Choret
Lad os Guderne Iovfynge !
Lad og dem vort Offer bringe!

Held! Held! Held!

53

Tiende Scene.

Domos law. De Sammenſvorne trade,
henimod Chorets Slutning, fra forſkiellige Si:
der ind, og blande ſig mellem Folket. De
Forrige.

Libus ſa c(reiſer ſig).

J ere her forſamlede Czecher! til Hertugvalg!
J ville ikke længer regjeres af en Hertuginde ? —
Velan! Saa aflægger mig Reguſkab hvorfor —
hvad Grund have J for eders Misfornsielſe?
Hvo beſkylder mig for en Uretferdighed? Hoem
nægtede jeg nogenſinde min Hjelp og Beſkfkyttelſe?
— Kommer her med eders Klager og Beſperinger
over mig, her, for min edle Faders Aand, der altid
beſtyttende omfoæver mig, og feer mine Handlinger,

Enkelt adſpredte Stemmer.

Længe lebe og regjere Libusſa, vor Hertuginde!

Hie ſterke Stemmer.
Gib os en Hertug! — en Hertug!
Libusſa.

Hører da! — Jeg har henſtillet Valget til de
høie Guder. Af Gudinden, ſom boer i Lunden ved
Krokovetz erholdt engang min Fader Krok, ſom et
Tegn paa hendes Pudeſt, hiint Guldeble, ſom ved
Forſtevalg zirer den hertugelige Krone. Den,“
ſaaledes talede hun, 'den, ſom veed at erhverve fig

54

dette Klenodie paa fredelig Viis, han vil blive dit
Folks Beherſker, ſaaleenge han lever.“ Efter min
Faders Dod arvede jeg dette Pant ſra Guderne paa
den hertugelige Magt, og forvarede det omhygge—
ligen indtil nu, da mit Folk utaalmodigen forlanger
at regjeres af en Hertug! — Men mu beile to Rid:
dere til min Haand, mellem hvoilke et langvarigt
Had længe har faaet Tvedragtens Sed. For at
nu ikke deres Stridigheder ſkulle forſtyrre Landets
Roe, overgav jeg hiint Klenodie til dem, med den
Erklæering: at den, ſom veed at erhverve fig det i
Fred ſkal blive Landets Herfker og min Gemal. Du
Tursko, og Du Domoslaw! Jere de tvende Riddere!
Hvo af Eder have nu Klenodiet i Beſiddelſe? Ta—
ler! — (nedſtiger fra Thronen). Velan! Hvo af Jer
har det i Beſiddelſe?
Domosla w

(ſlaaer fig forbittret for Panden).
Forblindede!

Bedraget har Dig Qoindellſl
Tursko (beſkicmmet).
Vi droge Sverdene for at erhverve det.
En Yngling kom og let forſoned han vor Tvift,
Ham overgave vi i Fred Klenodiet.
Folket.
Saa nævner ham! at vi ham kan vor Hylding
bringe.

55

Tursko.
Til Hertugindens Borg, Libin, begab han ſig.
Vi vide ei hvorfra han kom og hvem han er.
Libusſa.

Hvilken Glæde! hoilken Lyſt,

Haabet gyder i mit Bryſt!

Det er ham! O Guder! — han

Kun den Yngling være kan.

Schima. Ziak. Dobra.

Ondſkab lod fig fange i fin egen Snare.

Chor.
Gaaden loſes ei uden Kamp og Fare.
Domoslaw.
Tradſk og liſtig fanged hun mig i fin Snare. —
Men det ſtal Dig ei fra Undergang bevare!
Tursko.

Har jeg ſels forſpildt Din Haand, ved den mit Held,

Siger jeg Dig her for evig mit Farvel!

(Botak yttrer Tid efter anden Glæde og Forundring ved
det, ſom Libusſa ſiger. Hun ſynes ikke at bemerke
det). ö

Libusſa

(træder lidt for, og under Ritornellet hoitidelig til Alteret.
Ved ſyvende Takt er hun atter ved ſin Throne og ſiger:)

Saa taler af min Mund de høie Guder:
— Erkjender Himlens Vink! —

Du, Ziak! vælg tolv Riddere,

Üdſog Dig ſelv en vældig Ganger,

56

Og tager ogſaa med det høie Herſkerſmykke.
Og drager haſtigt imod Øften hen.
Ved Skoven Kaurzin ſporger J en Landmand:
Hoo er den der, beſidder
Det Guder Pant,
Fra Libusſas Haand?
Den, han da nævner, hilſer ham
Som Eders Hertug, giv ham Purpuret!
Og fører ham til Wizehradd!i .
At Folket ham kan der fin Hylding bringe.
(ſtiger atter fra Thronen).
Op nu, drager ſaa afſted!
Mod jert Maal med raſte Fjed.
Schima. Dobra. Choret.
Vores Hertug ſeer J der,
Bring ham vore Hyldinger.

Ziak. Ridderne.
Vores Herſter ſee Vi der,
Bringer Folkets Hyldinger.
Botak.
Ha Guder! Slæden dræber mig
Min Son! — hvad venter Dig!
(ſynker i Afmagt).
Folket.
Hoilke Ord! — Nu da! afſted!
Nod jert Maal med raſke Fied.

SY,

Domoslaw.
Hvad maae jeg høre,
Hun nævnte det Sted! —
De Sammenſvorne.
Ord os ei forføre,
Vi holde vor Ed!
Libusſa. Schima. Ziak. Dobra.

Han end Modſtand vove tor,
End han ei vil give efter?

Riddere. Folk.
Han endnu ei giver efter?
Ham hans Trods kun Skade gjør.

Domos la w.

Jeg — den tredſke Qvindes Bytte? —

Sammenſvorne.
Mod! Vi ville Dig beſtytte!

Ziak. Ridderne.
I Toiol med fig ſelv nu han ſtrider.
Hoad vil han udfinde? —
Ja lad ham begynde!
Ha! vi ere rede til Strid!

Schima. Dobra. Choret.

Ham driver hans hadfyldte Siel.
Det vil ham ei baade.
Lad Guderne raade!
De ſtyre dog alt til Dit Held.

88

Domoslaw.
Ja, finder jeg Yuglingen der,
Hans Blod ſkal væde mit hævnende Sværd,
Og mig ſkal da Pantet tilhøre.
Det Vink mig velkomment er!

Libus ſa.
J Guder! J naadige ere! 7.
Lad Haabet forgjaves ei være!
Hvad end han formaſter ſig til,
Han taber ſit farlige Spil.
De Sammenſvorne.

Her ſtaae vi beredte til Strid!
Hvad har Du i Sinde?
Hvad vil Du udfinde? b
Vi ere beredte til Strid!

Domoslaw.
Lad os ile raſk afſted?
Hævn ſkal gaae i vore Fied
Mine Mænd! J folge med?

De Sammenſvorne.

Vi folge Dit Fied!
Libusſa.
Ha! Jeg ſeer, han har i Sinde
Haſtelig at ile hen,
Overfalde Ynglingen,
For Klenodiet at vinde!

59

Schima. Ziak. Dobra.
Ile vil han nu afſted, 6
Had og Hævn gage i hans Fied,
Pantet agter han at vinde.
Domosla w.
Ja! jeg Pantet mage gienvinde;
Hois ei, min Dod i Kampen finde.
De Sammenſvorne.
Nei! Du ſkal ſikkert Kronen vinde,
Thi os Du troe, ſom Mend ſfkal finde.
Libusſa og Choret.
Op forfølger hans Fied! ?
Raſf iler afſted!
De Sammenſpvorne.
Vi ile afſted! 8
Dine Mænd folge med!
Hevn ſtal folge vort Fied.

60

Ter e di e A cit.

Egn, ſom ved Begyndelſen af anden Act.

r

Förſte Stege

Domoslaw. De Sammenſvorne ſpei—
dende omkring. Wladislaw i Førftnins
gen i Baggrunden.

Domos law.
Ham er det! — Ha! Vi fandt dog Stedet.
Vort Verk nu ſnildt angribes mage.
De Sammen ſvorne.
Ved Liſt Vi nu maae fane ham ledet,
At han os ikke ſkal undgaae.
Wladisla w.
Hvo kommer her — ad denne Vei? —
Hvem feer jeg? Ha! hvad aner jeg?
Domosla w.
Libusſa lader bede Dig:
Det Guddoms Pant at give mig.

61

Wladislaw.
Det Pant begjærer hun? Velan!
Jeg ſelb det bringe vil paa Stand.

Domoslaw.
Mig ſkal Du overgive det.

De Sammenſvorne.
Ham ſkal Du overgive det.
2 Wladislaw (for ſig).
Det faner ingen fremmed Mand,
(høit)

Sendes er Klenodiet,
Selv jeg overbringer det.

Domos law.
Tor han vove, Trods at byde?
Snart han ſtal ſit Nei fortryde,
Hvis han ei betenker fig,

De Sammenſvorne.

Han tor ikke trodſe Dig!

Domoslaw.
Hvis Du ei mit Bud vil ære,
Skal mit gode Sværd Dig lære,
Mere foielig at være!

Wladis law.
Forſog det, om Du tor! —

Domoslaw.

Du Daare! Modſtand gjer?
Viid da! Domoslav er jeg.

62

—ů

De Sammenſvorne.
Hvad! han Modſtand vove tor?
Wladis law.
Du Domoslaw? — Det glæder mig.
See! Botaks Son her for Dig ſtaaer!
En Kamp med Dig jeg lengſt attraaer.

(I det Sieblik, de træffe, kommer Ziak med Ridderne,
De Sammenſvorne ile dem imode).

Anden Scene.
Ziak. Ridderne De Forrige
Ziak.

Her frem! De kjempe Alt!
| De Gammenføorne,

Fordomt! der er” de alt!

(De fare los imod dem; blive deels flagne paa Flugt,
deels afvæbnede).

Wladisla w
(felder Domosla w).
Her modtage Du din Len! —
Domosla w (falder).
Ha! Vee! — mig ſlog min Fjendes Son!
(Bliver fort ud af Nogle af hans Mend).
Ziak.
See der! den Nidding fik fin. Lon!
J Guder hørte Folkets Bon.

63

Sammenſvorne.
Ha fee! Han deer! vor Troeſkabs Lon
Vi fager ei af hans Fjendes Son!

——

Ziak.
Du er forundret
Formaaer ei at forklare Dig
Hvorfor vi komme?
Hor Grunden da!
Os en Hertug har de høie Guder
Underligen valgt.
Af Gudinden, ſom i Lunden
Ved Krokovetz boer,
Modtog, ſom Tegn paa hendes Guuſt,
Vor Hertug Krok det gyldne Wble.
Den, ſom beſidder det Pant med Ret,
Saa taled hun,
Skal beherſke Folket! —
Ham at opføge,
Vor Hertuginde
Os har uͤdſendt.
Ham venter Thronen —
Og hendes Haand.

Wladislaw.
Hvad? er det Drøm? hvad her fig aabenbarer?
Den Skjebne bandt Gudindens Villie

64

Til det Klenodie?
Fyrſtindens Haand og Rigets Throne! —
Libusſas Haand! — J Guder] — er
Det eders Vink? — eller Menneſkers?
Jeg ſkal fraſige mig min Elſkov? nei!
Det Guder — J begjare ei.
(til Ridderne).
Viid da: Jeg har det høie Guddoms Pant.
En Hændelfe gav det i mine Hænder,
Ziak og Ridderne
(knele ned for ham med Wrefrygt).
Vor Hertug! Guderne ſelv gab Dig det!
Og Folket Dig ved os ſin Hylding ſender.
Wladislaw.
Nei! jubler ei — jeg eders Drot ei være kan!
Gudindens Ord for mig betydningsloſe ere.
Ziak og Ridderne.
De heie Guders Raad Du ydmyg ære!
Det har forlenet dig med Fyrſte: Magt og Land.
Wladisla w.
Skal jeg for Throne, Glands og Pragt
De ſtille rene Livets Glæder bytte?
Neil beg med eders Fyrfte: Dragt !
J Guder! J mig naadigen beſkytte!
I vil ei binde denne Haand til en Fyrſtinde,
Da jeg en Anden alt mit Hjerte gav!
Ha — nei, mig Livets Vandrings⸗ Stavn

65
— —

J vil med Kummers Torne ei omvinde.

Velan! — jeg det med Tillid vel tor vove: —
Jeg iler hen og gier i hendes Haand

Det Guddoms Pant, min Friheds Lenkebaand,
Med det min Ret til Kronens Purpur Pragt;
Hun derfor giver Elſkobs Bonner Seirens Magt,
Og Hjertets Lykke ſkal fin Skaberinde love.

Snart ſkal jeg! — Himmelglede!
Elſtede! Dig atter ſee! —
Min ſkal jeg Dig falde!
Mig ſtal hun tilhøre !
Med hende at leve,
Og aldrig adſkilles!
O ſalige Lyſt!
Hvor banker mit Bryſt!
(til Ridderne).
Fyrſtindens Bud fuldbyrder da!
At flux vi kan til hende drage.
Ziak.
En Gledens Roſt! — Jeg gaaer herfra.
Jeg bringer Folkets Roe tilbage.
(afſt.)
Rid derne
(iferer ham Purpurdragten).
Modtag da det erende
Glimrende Smykke!

66

Liig Solens alt nærende
Lys det Dig ſmykke!
Dets Glimmer omſtraale
Din Tinding ſaa klar! |
(gaae med ham).

Tredie Scene.
(Sorſal paa Wizehrad, ſom i anden Act).
Libusfa. Schima.

Libusſa.

End intet Budſkab? Jeg frygter for at Do—
moslaw ſkal have truffet ham inden Ziak har fundet
Stedet.

Schima.
Ver ubekymret. De fulgte efter ham ufor—
tøvet,
Libus ſa.
En blodig Kamp vil blive vanſkelig at undgaage.
Schima.

Jeg valgte de tappreſte blandt alle dine Rid:
dere. Let ville de overvælde Domoslaws Leieſvende.
Snart ville vi høre glade Tidender! — Ja min
Forſtinde! Glæden drager i Dag ind i Borgen her!
maatte ogſaa ethvert Hjerte være kummerfrit! —

Libusſa.

Hvad Ondt veed Du endnu? tael!

67

Schima.
Du veed, at min eneſte Son, min Przemis—
law, blev mig bersvet i hans ſpede Alder.

Libus ſa.
Dobra har ofte talt derom. Det ſkedte jo i
Skoven ved Krokowetz?

Schima.

Man ſavnede ogſaa hans Oppasſerinde, tilli—
gemed et Kogger, en kier Foræring til mig fra
din Fader Krok. Drengen fornsiede fig over Zira—
terne derpaa og ſpogede ofte dermed. Jeg tillod det
gjerne, Hoor megen Moie jeg end anvendte paa
at finde den Bortkomne, aldrig har jeg kunnet opdage
det mindſte Spoer af ham.

Libus fa. |
Du fandt Erſtatning i din Datter, Dobra.

Schima.

Det er hende, ſom nu opfylder mig med Kum—
mer. Mork og tungſindig, aldeles forandret fore:
kommer hun mig, ſiden den fremmede Yngling gik
herfra. — 2

Libusſa.
Hvad ſiger Du? (for fig) nei — det kan —
det mage ikke være ſaa! —
E 2

63

Schima.

Jeg ahner maaſkee Grunden. Men for mig
aabner hendes Hierte fig ikte. Eu Veninde — vilde
hun lettere betroe ſig til.

Libusſa (for fig).

Og om det dog var? — Jeg udholder ikke
denne Toivl! — Vished mage jeg have! — gane!
jeg vil ſee hende her! —

(Schima gaaer).

Uſalige Lod, ſom forfølger mig! — Jeg troede
mig allerede Maalet faa ner! — En nye Storm,
truer nu min Lykkes ſkionne Bygning!

Feber
En Jomfrueaf kibusſasolgezſtrax efter Botak.

Jomfruen.

J Hallen venter en Olding, han onſker inder;
lig at blive ført for Dig. Jeg troer, det er, den
ſamme ſom i Dag i Folkeforſamlingen faldt i Af—
magt, (Li b. vinkerſamtykkende. Jomfruen gaaer. Bo—
tak trader ind).
fa Libusſa. 1

Om jeg ikke feiler, ſaa er Dujo Botak? — Du
ſendte igaar din Son til Wizehrad? —

Botak.

Ja min Fyrſtinde, jeg er Botak! — Jeg .

mer til Dig, ſom et Lykkens og Gledens Budſtab!

69

Den Wladislaw, ſom igaar anranbte Dig om din
Biſtand — han er den, i hvis Haand de høie Gu:
ders Viisdom nedlagde det Kleuodie, med hvis Be;
ſiddelſe Thronen og din Haand er forbundet,
Han er værdig til at blive din Gemal og Czechernes
Fyrſte. Haus Sind er fromt, beſkedent, klogt og
fyrſteligt. Jeg har fra hans tidlige Barndom af
ſelb opdraget ham, ovet og underviiſt ham walt,
hvad der ſommer fig en af Landets ædlefte Sonner,
i hvem Folket i ſin Tid turde haabe at ſee en duelig
Forer. |
Libusſa.

Hvorledes! Er Du da ikke hans Fader?

Botak.

Hans Pleiefader kun. Jeg fandt ham en:
gang, ſom en lille Dreng i Skoven ved Krokowetz,
hvor jeg vankede flygtig om, forfulgte af Horz fra
Ziatecz. En Ulv havde overfalder Barnets Oppas—
ſerinde. Et prægtigt prydet Kogger, lage ved
hans Side paa Jorden, Det opbevarede jeg om:
hyggelig, for om det maaffee' i finn Tid kunde lede
til Oplysning om Drengens Herkomſt. Dog, for;
gicves var min lange Forſken. Jeg opdrog da
Barnet, ſom min egen Son.

Libusſa.

IJ Skoven ved Krokowetz! O! viſtnok er det

ham! — |

—

Botak.
Du lader tilat vide mere om hans Skiebne? —
Libusſa.
Ja dyrebare Olding! — lykkelig er din Son!
Han finder ſin Fader, og, ſin Soſter her! — Mig
ſticenkede den Tidende den heieſte Fryd!

Femnte Seen.

Ziak. Schima. Dobra. Folge. De
Forrige.
Ziak.
Held Dig, Fyrſtinde! Glædens Bud jeg bringer,
Han kickt har ſeiret!
Libusſa. Dobra. Schima. Botak.
O han har ſeiret!
Det Glades Ord gav Angſtens Time Vinger.
Chor.
Gientag hver Mund det Gledens Ord, han bringer.
Han kickt har ſeiret!
Zi ak.
J Kamp paa Liv og Dod de vare,
Og Domoslaw hug voldſomt ind,
Men Doden blegnede hans Kind,
Og Vi fordrev den feige Skare.
Libusſa.
De høie Guder takke Vi.

71

Schima. Dobra. Botak. Ziak. Chor.
De høie Guder takke Vi.
Schima.
Og Fienden faldt for fir Forrederie?
Ziak.
Han kunde ingen Frelſe vente,
Den tappre Fjendes Sværd ham Doden ſendte.
Css.
Han Üdaad felv fig hævnet har;
Den Straffedom retferdig var.
Ziak.
Mens Helten fig ikledte
Den ſendte Fyrſtedragt,
Det Bud, jeg her har bragt,
Ham Veien forberedte.
Chor.
Held os! det høie Vært er da fuldbragt!
Freds, Solen filer, Stormen fig har lagt,
Libusſa
(til Schima og Dobra).
Ja med ham vil Glæde
Drage feſtligt ind,
Tage her ſit Sede
J hver Wdels Sind.“
(til Forſamlingen).
Nu tøver ei længe!
Lad Folket forkyndes

72

Den feſtlige Fryd!

Lad Krandſe ophenge!
Lad Feſten begyndes

J glimrende Sal!
Hoit Jublernes Lyd
Her modtage ham ſkal.

Chor.
Vi tøve ei længe,

Vi Folket ſorkynde
Den feſtlige Fryd.
Vi Krandſe ophenge
Og Feſten begynde
Y glimrende Sal.
Her Jublernes Lyd
Modtage ham ſkal.
(Alle gage undtagen Libus fa).
Libusſa.
Saa bryd da frem, forborgne Glede!
Smiil i min haabomſtraalte Sjel!
Tag i mit Bryſt paa nye dit Sede!
Skab der et varigt himmelſk Held!

See! Kummerens Skyer
J Glæden forſvinde.

See! Kjerligheds Stjerner
J Hſten oprinde!

73

Eu frydbeſtraalet Himmel leer,
Kun Roſer paa min ſkjonne Bei jeg feer!

Troefaſte Venners
Sorgende Blikke
Mode mig ikke.
Haabfulde flamme
Kjerligheds Luer.
Kummer ei truer
Meer dette Bryſt:
Her aander kun Lyſt!
(gaaer).

Sitte Seene.
(Stor hertugelig Sal paa Wizehrad).

Riddere og Folk drage ind; ſidſt Schima og
Ziak, omgivende Wladislaw paa hver
Side. En Ridder bærer for ham Koggeret

med Rigseblet. En anden hans Bue,
Jomfruer.

Chor af Riddere.
Med Wrefrygt hilſe Vi Fyrſten,
Som Guderne ſelv have kaaret,
Til Lykke for Czechernes Folk.
Chor af Folket.
Hil være den fromme Libusſa!

74

Vor guderkaarede Herſker!
Hil være den herlige Slægt! —
Chor af Jomfruerne.

(ſom drage ind fra modfatte Side; En af dem bærer den her;
tugelige Krone, hvoraf Æblet er borte, Ek anden Zepferet).

Med Wrefrygt hilſe Vi Fyrſten! .

Han bringer og Glæde og Lykke,

Han bringer den ſignende Fred.
Hele Choret.

O! maatte den Herlige lange

Os Fredens Velſignelſer ſikkre,

Og vorde vor Glæde og Troſt!

Hil vere den fromme Libusſa!

Vor guderkaarede Herſker!

Hil være den herlige Slægt !

Dobra.

O Oval! ſom Fyrſte ham at fee!

Hoi maae jeg friſte denne Vee?
Wladis law.

Mon jeg da hende ei ſkal fee?

Hvor dvæler Du min Elſkede?

Schima.
Som Fyrſte mage hun her ham fee ?
Kan hende ſtorre Uheld ſkee?
Ziak. Choret.
Hvad monne her vel foregaae?
Den Klages Grund Bi ei forſtaae.

75

Dobra.
Haabets Lys for mig er borte,
Det i Sorgens Nat et ſlukt.
Wladisla w.
Korte Glæde! dine Porte
Har Du for min Sjel tillukt.
Schima.
Ja det Haab for Dig er borte
Det i Sorgens Nat er ſlukt.
Wladis law.
Dog, bag Kummers Skyer ſorte
Du! et Haab tilſmiler mig!

(fager Rigseblet ud af Koggeret. Til Dobra).
Fyrſtinde! tag dit Guddomspant, det Baand,
Som til din Throne fængsler mig!
Og lad derfor Din milde Haand
En anden Lykke fkabe mig.

Dobra d(bortvender fig).
Han fig Thronen ſtolt fraſiger!
Er der Haab for mig endnu?
Søde Gjoglerier! viger!
Trylle: Haab! forfoind kun Du.
Wladislaw.
Snart Lykkens Soel omſtraaler mig!
En Throne vil jeg gjerne tabe! —
Hun vil, en himmelſt Guddom lig,
Af Jorden mig en Himmel ſkabe.

76

Schima (for fig).
Tor jeg troe mit eget Hie?
Store Guder! i det Høie!
Koggeret, de Marker ere
Minder om det Tabte, Kjere!

Ziak. Choret.

Han troer at hun Fyrſtinden er.
Snart han Vildfarelſen indſeer.

Dobra.

Du troer i mig Fyrſtinden her at ſkue,
Jeg er det ei, et Blendverk raader her.
Wladislaw.

Jeg ei Libusſa for mig ſeer?
Mon nye Skuffeſpil mit Haab vil true?

Sy vende Scene.
Libusſa pludſelig fremtrædende. Botak. De

Forrige.

Chor.
See! der hun fig nærmer,
Den høie Fyrſtinde.
Hun kommer at hilſe
Og frydfuld modtage
Sin Guderudkaarne Gemal!

77

Libusfa.
Held Dig, min Fyrſte! min Gemal!
Dig krone Guders bedſte Lykke!
| Chor.
Det Valg os Lykke bringe ſkal
Og vorde Czecher-Thronens Smykke.

Wladislaw.
Hoie Guder! hoilket Held!
Libusſa.
Himlen throner i min Sjel.
Chor.
IJ høie Guder! hyvilket Held.
N Wladisla w

+ (ræffer hende knelende Rigs⸗Wblet).
For dine Fødder Du mig feer! —
Modtag Du Guderpantet her!

Libusſa

(tager Rigseblet og fætter det faſt over Kronen, ſom hun
derpaa ſœetter paa hans Hoved).

Held Przemislaw! vor Hertug hilſet være!

Han vorde Czecher Folkets Lyſt og Wre!
Chor.

Hil vere Din fromme Libusſa!

Vor Guderkaarede Herſker

Hil være den herlige Slægt!
Schima.

Hvad Przemislaw? har Anelſen ei ſkuffet mig?

J *
ig ; ' 2. *
3.1 OM sig 8
J | a 1 *
a 7
— — — — 2 4 ; ;
„ *

D O br a. 7 ; 8 . 2
Hvad Przemislaw? — hyoad vakker dette
Ord i mig?
Libusſa

(viſer Schima og Dobra Koggeret).
Gjenkjende J det Kogger her?
Han er din Son — Han er din Broder!
Wladis law.
Fyrſtinde! — det jeg horte der —?
O! min Fader — O! min Soſter.
Schima og Dobra.
J Guder!
a Ehr.
Han fandt i ham fin Son,
Hun fandt i ham ſin Broder her!
Schima og Dobra.
Min Przemsilaw! min elſkte Son! (Broder)
O! føde Lon
For mine Lidelſer!
Wladislaw.

En Fader fandt jeg, en Ssſter her?

Botak (trader frem).
Ja Du feer en Fader, feer en Soſter her!

Libus ſa.
Ja! faa er det, troe kun mig!

Chor.
Hun vil ikke ſkuffe Dig!

. N 0
„„

Wladisla w
(omfavner Schima og Dobra).
O min Fader! O min Soſter!

(til Botak).
Du ædle Olding! var min Fader?
Ei ſandt? Du aldrig mig forlader!
(omfavne hinanden).
Libusſa
(vifer paa Bot ak).
Han Eder vil den Gaade loſe,
Lad os nu frydes ved vort Held!
Chor.
Alle vore Sorger ſvinde!
Gleden Hierter ſammenbinde,
Som Ulykken ſkildte ad.
Livet os paa nye ſkal fryde;
Vi af rørte Hjerte byde
Guderne vor Takke-Qvad!

Anmerkning. Allevegne hvor der ſtaaer Terne — las:
Jomfrue.

Fe ee 1105 Nin eee sad me:
„ NERE BRA ale
| VANER e e É . e SØ AMR df
7755 N Fu al

72 son 8

e Da KELD 10
. — . .
. ' hen Ne så 153

1
5

— —ů —
r — —

— ge nn AN

„ rr —

— — eee

* væ *r —— Ä 8
. K
ee rde
sæts E as 0 Ge

—
8

0 — NR BM

* * n

& — n
—— 1
S 4

* 5 87
— — 2
ig — | *

[| 5 re
n ——

3 - r
tsar TÅ ae SØGER Gå Bak dd 5

. — 2 N

y — * — 0

Så) 9 — 9

5 * 7 == 2 „

= . sd — — 2 — Gl

3 2 a . Agder nyere] RER
(Sale 28 * * — 5 *
0 95 i — 5 — *

„ 4 se N 2 90 — 2 *

* 7 2 — 7 2

i
*
—
*
>
*

SN
f
$

*
7
é

*
0 SAN
Fa

FREDE Fr SENERE ERE RT RES
— MPØ jer ser org
1 r * — 1

(Aben

—

9
De,
9

4 bg S
3 & nr dr
? e s 22 22

N 2

7 22 5 75

4 2 . „ 2
e dl ss > |

BENET

2

W”

*

1

—